Min hvide rose
Så ubeskedent har du stillet dig
I parkens fornemste hjørne
På den mest solbeskinnede
Og den mest besete plads
Du har ladet dine rødder
Stikke dybt ned i den muldeste jord
Og har skabt kontakt til regnormene
Du har sørget for det ideelle livskredsløb
Under og over jorden
Min hvide rose
Du kan stå dér så frygtløst roligt, så vel forankret
Så trofast som en gammel tjener
Som en levende, forfinet statue
Bliver du berømmet for din sjældne skønhed
Min hvide rose
Din hensigt er af en ganske særlig indre art
Du har pålagt dig en mission
Du er den ydmyge budbringer og vogter af æld-gamle minder
Der kan medleves i nutiden, se ind i fremtiden
Og kan bringes med over i evigheden
Af Inga-Clara Lepke
Juli 2017